Helt i pagt med vor tid
Hverdagshunden der tager os med storm
Artikel skrevet i Hunden 1992 nr. 4 af I.C. Christensen
Cairn er den mest populære terrier, og den ser så hverdags agtig og enkel ud, den skal naturligvis håndteres optimal, men det skal helst slet ikke kunne ses
 

Verdens bedste lille kammerat bliver den kaldt af begejstrede ejere. De gør det med et engelsk citat: the best little pal in the world. Det er en cairn terrier, der skrives om af cairnejere.
 


Rose Croft Patent Pending
Det er der vel egentlig ikke noget særligt specielt ved. Det kan sikkert siges om en stor del af hunderacerne. Måske lige bortset fra de største. Det ville i hvert fald forekomme mindre troværdigt, hvis det var en Newfoundland eller en Grand Danois, der blev I omtalt på den måde.
Og når vi så står ved ringside og leder efter hvilke superhunde, der trænger sig på, og turen er kommet til terriergruppen, så lægger man ofte mærke til denne lille hund. Det er næsten på trods, at vi ser den, for den tiltrækker sig vores blik med en utrolig naturlighed. Det er næsten som at se en urhund i denne flok af overvejende utroligt sofistikerede terrier-racer, hvor det er helt åbenlyst, at særdeles kompetente hundefolk har været i gang i timevis for at forberede det syn, dommeren og tilskuerne stilles overfor i gruppe 3, terriere.
Som kom den lige fra jagten
Den lille cairn derimod ser ud, som om der ikke er lavet mange hundekunster med dens udseende. Den kunne for så vidt komme lige fra jægerens rygsæk eller være hentet direkte i hundegården.
Det er nu en sandhed med modifikationer. Selvfølgelig har cairn'en også været på trimmebordet og naturligvis er det som regel også eksperthænder, der håndterer cairn i ringen, som dem, der viser fox'er eller airedale og hvad de ellers hedder, de terriere, der foruden en flot silhuet også medbringer reputation til Store Ring. Men kunsthåndværket bag cairn'en skal man helst ikke kunne se. Det er noget af kunsten, og i hvert fald en afgørende forskel til de fleste andre terriere.
Det kunne lyde, som om det er en hel sensation, når en cairn klarer sig i en gruppe 3-konkurrence i Danmark. Det ville være en misforståelse, for der er netop disse år ofte særdeles gode cairn på danske udstillinger.

At påpege manglen på den åbenlyse glamour, synes jeg ikke er forkert. Det passer også udmærket sammen med standardens generelle karakteristik. Munter og frygtløs, aktiv, robust og hårdfør, dristig med et ræveagtigt udtryk, Sådan står der i indledningen til standarden.
Standarden
Det er en lille hund, vi taler om. Vægten angives til 6-7 kg, og størrelsen ønskes mellem 28 og 31 cm, altså en variation på ti procent, svarende til den forskel, der findes inden for de fleste racer.
Cairn skal være en robust og stærk hund, men aldrig grov. Den skal have velbøjede ribben og god dybde i brystet, så man ikke kan se albuerne markere sig. Brystkassen skal være bred, men aldrig tøndeformet. Når albuerne så slutter tæt til brystkassen og skuldrene måske ikke er lagt helt så langt tilbage, som det egentlig ønskes, så kan forestillingen resultere i svagt udad drejede forpoter. Det er ikke nogen alvorlig fejl, noterer standarden direkte, selv om det ønskværdige som i de fleste andre racer, er en ubrudt, regelmæssig understøttelsessøjle fra albuen til poten.
Hovedformen er naturligvis, som i de allerfleste andre standarder alfa og omega. Det skal være lille, men alligevel i balance med kroppen. Skallen bred, stoppet markeret, snuden bred og med veludviklede kæber. Hoved og hals dækkes af rigelig pels og op af al denne pels står to små , spidse ører, der står oven på skallen, men endelig ikke for tæt siddende.
Halsen ønskes kraftig og stærk, aldrig kort og ligesom ryggen, stærk og lige, men ikke nødvendigvis så kort og stram, som man ser det hos andre racer i gruppen.
Forskelle og ligheder
I det hele taget er der en del eksteriør udtryk, som bedst kunne karakteriseres ved at man nævner hvorledes de ikke skal være.
Hovedet rundt med masser af pjusket pels, men ikke kuglerundt som en westie, ansat for enden af en middellang hals, men ikke båret med tydelig markeret nakke som hos en skotte, ryggen kun middellang med halen glad båret og ansat som en naturlig afslutning, og ikke superkort som hos skotten eller superstram som westien eller i den anden groft, middellang som en skye.
Det er ikke så mærkeligt, at det er i denne gruppe af små, lave terriere, man kan finde lighedspunkter, men samtidig karakteristiske fejl og afvigelser.
Det er jo nemlig om ikke tætte slægtninge, så racer med fælles udspring. Cairn stammer ligesom west highland white, skotsk og skye terrier fra grænseområderne mellem England og Skotland. I disse bjergrige, stenede og klimatisk barske og karrige egne, opstod disse lavbenede terriere, hvis hovedopgave det var at jage vildtet op af grave og jordsprækker, når de langbenede og hurtige jagthunde havde drevet det underjorden.
Frejdig og fri
Standarden har forhåbentlig, således som jeg her kort har refereret den, beskrevet en ukompliceret og letbevægelig, fri og frejdig hund, hurtig og energisk. Sådan virker også den hund, vi møder i Store Ring, når den lille cairn skal forsvare sin ældgamle og oprindelige terrierære over for de andre racer i gruppen.
Som sagt kan det godt være, at andre terriere virker mere stilfulde med deres dygtigt trimmede, korte og glansfulde pels, deres højt og stramt bårne haler kuperet til præcist den længde, der fuldender harmonien mellem et langt hoved på en lang hals, eller med krøllede, tætte pelse, der kan klippes til at fuldende kroppens form.
Men cairn har det inde i den lille krop, og det kommer frem, når den energisk og med altid perlende godt humør giver sig hen i konkurrencen i ringen. Her er der ikke tale om skrap trimning eller kuperede haler. Det vil sige, hist og her møder man udstillere, der ikke kan nære sig, men prøver at lade trimmekniven forbedre naturen.
Efter min mening forstyrrer det indtrykket og racetypen. En hårdt trimmet cairn kan være smuk og flot med glimrende enkeltheder, men den kommer til at miste type.
Dens glade budskab om aldrig svigtende livsglæde, dens fanden-i-voldske beredvillighed skal ikke dølges, behøver ikke fremhæves.

I.C. Christensen … Skrevet i Hunden nr. 4 1992 side 48-49